Lego Castle

Her kan du sammenligne priser på Lego Castle, også kendt som Lego Ridder

Lego Castle seriens historie

Lego Castle serien er en af de ældste serier i Lego-universet, og har været et af Legos kernetemaer. Serien blev første gang introduceret helt tilbage i 1978.

De første ridderborge af Lego stammer helt tilbage fra 1960’erne, hvor Lego producerede forskellige bøger med byggeideer. Heraf var en del af ideerne ridder-relaterede.

I 1978 blev minifiguren introduceret, og med den åbnedes en hel verden af lego-muligheder, og en decideret ridder-serie blev påbegyndt. Serien bestod ikke af mange sæt, og man var stadig ikke helt konsistent med hvad man gerne ville med serien – f.eks. havde mange af ridderne forskellige våbenskjold, og hestene var ikke de heste vi kender i dag, men blev bygget af legoklodser.

lego castle 

I 1984, 6 år efter serien startede, fik den en komplet overhaling. Ridderne blev inddelt i to fraktioner (Korsridderne og De Sorte Falke), og legoheste og en lang række andre specialklodser blev introduceret.

I 1987 kom endnu en fraktion på banen, Skovmændende, som modsat de to ridderhære ikke boede i slotte men skjulte sig i huler i træer og klipper – på mange måder mindede de meget om Robin Hood og hans lystige svende, selvom de ikke officielt blev kaldt det.

Allerede året efter kom der igen nye beboere til Lego Castle verdenen – denne gang De Sorte Riddere.

Skovmændende blev senere erstattet med Ulvebanden, som modsat de glade (og måske gode) Skovmænd bare var en bande røvere som Ridderne skulle stoppe.

 

I 1993 blev Lego Castle verdenen gjort til lidt af en fantasiverden da de nye Dragemestre flyttede til ridderverdenen. Disse Dragemestre kunne (som det fremgår af navnet) kontrollere drager, og de gode riddere fik for alvor deres sag for. Dragemestrene tog ikke kun drager med til Lego Castle serien, også troldmænd var nu med i kampen mellem de gode og de onde.

 

I 1995 blev serien igen gen-startet, denne gang med introduktionen af De Kongelige Riddere (Royal Knights) og deres konge, Kong Leo (den første konge i Lego Castle serien). I De Kongelige Ridderes borg var der også et skelet. Det var første gang at et skelet var med i et legosæt.

 

I 1997 kom der igen nogle nye modstandere, denne gang Flagermuseridderne (Fright Knights).

 

Undertemaer i Lego Castle

I 1998 tog Lego Castle på tur. Nærmere bestemt tog man til Japan, hvor man med Ninja-serien besøgte det feudale Japan. Ud over de anderledes bygninger kom disse Ninjasæt med en masse nye klodser, f.eks. ninjasværd, ninjahætter, samurairustninger mm. Ninjaserien var stor succes, og mange af elementerne fra serien blev sidenhen videreført i Lego Ninjago. Lego Castle Ninja varede i 3 år, og der blev i alt produceret 29 sæt.

 

I 2005 kom endnu et undertema til Lego Castle. Denne gang var vi (for os) tættere på egne himmelstrøg, da temat denne gang var Vikinger. Sættene indeholdt både realistiske bygninger og både, og forskellige væsener fra nordisk mytologi, f.eks. Fenrisulven og Midgårdsormen, samt en lang række drager.

Underserien Vikinger varede 2 år, og indeholdt i alt 7 sæt.

Her er en video af Lego Castle, som er animeret af en fan:

2000 og frem

Fra 2000 og frem skiftede Lego Castle serien udtryk mange gange, men stadig med samme hovedfokus, nemlig de gode riddere. I 2000 blev serien re-lanceret som Knight’s Kingdom (Riddernes Kongedømme), og historien blev bygget op om Kong Leo og de gode riddere på den ene side, og Cedric Tyren og hans onde kumpaner på den anden side. Figureren og ridderudsmykningen i disse sæt blev forfinet og meget detaljeret, mens den byggemæssige side af sættene blev lidt simplificeret.

Serien var også den første serie der havde to kvindelige minifigurer med, nemlig Dronning Leonora og Prinsesse Storm.

I 2004 blev serien igen opdateret, denne gang som Knights Kingdom II. Serien var markant anderledes på den måde at ridderne nu havde fået navne, personlighed, og rustninger i unikke farver. Serien inddrog også nogle af elementerne fra det meget populære Bionicle, nemlig måden at bygge på, og den indeholdt nogle Bionicle-lignende monstre som ridderne kunne kæmpe mod.

 

I 2007 blev Lego Castle igen-igen re-lanceret, denne gang som Castle (2007). Man samlede her alle menneskerne i én fraktion (de gode) og introducerede i stedet væsener kendt fra andre fantasy-historier, som Skeletkrigere, Trolde og Dværge. Ud over riddere og borge indeholder serien også “civilie” sæt, f.eks. den store markedsplads.

 

Kingdoms blev serien kaldt fra 2010-2012, hvor den igen fokuserede mere på “originale” og realistiske ridder-sæt end de mange fantasy-sæt. I 2013 skiftede serien igen navn til Castle, og bestod af blå Kongeriddere og røde Drageriddere.

 

Der er ikke blevet nye Lego Castle sæt for 2015, men med seriens lange historie og børns fascination af riddere er det svært at forestille sig, at vi ikke igen får nye riddersæt i løbet af de næste par år.

Læs selv mere om Lego Castle på Legos hjemmeside

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *